fredag den 25. april 2014

Fløjte-gate

En gruppe aktivister har planlagt at lave en happening, hvor de har tænkt sig at afbryde statsminister Helle Thorning-Schmidt. Meget kan man mene om dét, men specielt modent virker det ikke, og hvis aktivisterne ikke ønsker at høre på statsministeren, kan de vel bare lade være med at dukke op i Fælledparken. Generelt fremstår man vel lidt selv som en idiot, når man på den måde overdøver folk. Det er vel næppe populært at gøre det til eksempelvis et bryllup.

Hvordan det må føles at blive fuldstændig overdøvet af fløjter, kan man få fornemmelsen af ved at se klippet, hvor en repræsentant for aktivistgruppen bliver udsat for det under et interview i Dårligt Nyt på DR1. Hovedpersonen, Mikkeline Liv Rask-Hellensten (der fra nu af nok skal vænne sig til at blive kaldt 'fløjte-aktivisten', hvor end hun går), siger dog til MX.dk, at det ikke fremgår af klippet, at hun rent faktisk morede sig og syntes, at DR havde god humor. Uanset hvad, ser det ud til at irritere hende, at hun ikke får lov at komme med sine budskaber.

Se klippet hér.

torsdag den 24. april 2014

Mette Frederiksen kan redde Socialdemokraternes valg

Mette Frederiksen (S) vækker i et interview i Børsen opsigt ved at imødekomme danskernes kritik af regeringen. Kommentatorerne er hurtige til at vurdere det som 'en kniv i ryggen' på statsministeren (som Den Korte Avis dramatisk lægger op til). For ved at imødekomme kritikken vælger Mette Frederiksen nemlig at tage afstand fra den kurs, som hendes chef og finansminister Bjarne Corydon (S) har valgt.

Umiddelbart kan det være svært at være uenig. Med mindre, selvfølgelig, at hun kan overbevise Helle Thorning-Schmidt om, at det rent faktisk er den rette vej at gå og måske dermed opnå et markant bedre resultat ved det kommende valg, end det p.t. ser ud til, at Socialdemokraterne vil få. For hvis resultatet overstiger forventningerne - og politik er vel på den måde som med alt andet i livet - smitter det positivt af på dén, som står i spidsen. Og dermed kan Helle Thorning-Schmidt - hvis hun da ikke får en prestigefuld toppost i E.U. - sidde nogenlunde sikkert i formandsstolen en rum tid endnu. I mellemtiden kan Mette Frederiksen stabilisere sig som Socialdemokraternes naturlige kronprinsesse. For hun er jo faktisk kun 36 år, hvilket jo er en ung alder i politik. Og det vil være historisk, hvis det gamle arbejderparti får en så ung partiformand.

Dermed kan Mette Frederiksen - på trods af kommentatorernes selvsving - vise sig at have vist loyalitet over for sin chef og samtidig sikre sit parti et væsentlig bedre valg end ventet. Alt i mens hun stille og roligt kører sig i stilling til partiets toppost.

onsdag den 9. april 2014

Bogudgivelse: Socialdemokratiske Tænkere (redigeret af Anders Dybdal)

Informations Forlag udgav i dag (d. 9. april) antologien Socialdemokratiske Tænkere. Bogen inkluderer bl.a. John Maynard Keynes, Karl Marx, K. K. Steincke, Anthony Giddens og vores egen Mogens Lykketoft. Bogen forsøger at betegne den socialdemokratiske ideologi som en -isme a la socialisme og liberalisme, og placerer socialdemokratismen som afgørende for Danmarks udvikling i det tyvende århundrede.

Jeg har endnu ikke læst bogen, men synes egentlig, at det er på tide, at socialdemokratismen bliver krediteret for de store resultater, der har gjort Danmark til både ét af de rigeste og mest civiliserede lande i verden. Bogen har indtil videre modtaget gode anmeldelser, bl.a - måske ikke så underligt - af Information. Men også Kommunikationsforum er overvejende positiv. Her roser anmelderen, Kasper Fogh Hansen, redaktøren Anders Dybdal for at have valgt 'de helt rigtige' til at skrive de enkelte kapitler; kapaciteter på hver deres område. Resultatet er en velskrevet og homogen antologi, der stiller de rigtige spørgsmål og placerer Socialdemokratiet i hjertet af det danske samfunds udvikling, men dog uden at komme med konkrete svar på, hvor Socialdemokratiet skal hen i fremtiden.

Bogen kan bl.a. købes hos Saxo.com og Arnold Busck.


onsdag den 2. april 2014

Velkommen til!

Den Progressive Blog: Velkommen til!

onsdag den 2. april 2014

Hermed oprettes min blog om dansk politik, og jeg er glad for, at du læser med - og gerne kommer med kommentarer, nye perspektiver og andet, der kan kvalificere debatten eller måske endda - som noget ganske sjældent efterhånden - være med til at udfordre eller ligefrem rokke ved folks holdninger.

Som navnet på bloggen antyder, er denne skribent progressiv orienteret. Og ja, det er et vidt - og noget tåget - begreb, indrømmer jeg. Men jeg mener, at progressiv betyder, at man accepterer reformer - ikke revolutioner - hvis det gavner samfundet. Jeg mener, at en kapitalistisk orienteret økonomisk politik er den eneste, der giver mening i dette årtusinde, da vi af erfaringen har lært, at frihed til at drive virksomhed bringer folk ud af fattigdom. Men jeg mener også, at den form for progressivitet, vi traditionelt har haft i dansk skattepolitik - altså at dem med høje indtægter også betaler en højere procent af deres indtægt til SKAT - har bidraget markant til, at vi har et fredeligt og harmonisk samfund sammenlignet med andre lande, der også giver mennesker plads til at drive deres private virksomhed, så langt de evner. Men nok om mine holdninger.

Denne blog vil blive brugt til at kommentere aktuel (og muligvis historisk) politik. Som nævnt hælder jeg til venstre på f.eks. beskæftigelsespolitik, udlændingepolitik og socialpolitik. Men samtidig ligger jeg en anelse til højre mht. EU-, handels-, investerings- og finanspolitik. Lidt all-over, men jeg synes, det giver god mening. Jeg vil tilstræbe en balanceret tone. Andre blogs er fasttømrede i deres holdning, og det synes jeg gælder på både højre- og venstrefløjen.

Jeg vender tilbage med et egenligt indlæg. Muligvis kommer det til at handle om statsministerens påståede ambitioner om at søge en topstilling i EU, som jeg på mange punkter synes er interessant. Men som nævnt; det må vente et par dage. 

Ingen kommentarer: